mandag, august 25, 2014

mit første stykke kunst

Billede fra min instagram

En dag i Tehran besøgte vi et galleri ved en park, der hed noget i stil med Kunstnernes Park. Vi gik og kiggede på væggene, der var fyldt med alt muligt kunst fra gulv til loft - alt sammen af unge, iranske kunstnere. Der var mange fine ting ofte med et stærkt budskab. Midt i oceanet af fotografier og malerier faldt mit øje på denne her illustration. Det var kærlighed ved første blik. Mange følelser på en gang i min krop, og inden længe også en beslutning om, at dét billede... Det måtte jeg bare eje. Jeg gav mig selv noget tænketid på en time, mens vi drak en kop kaffe. Og selvom samtalen og selskabet var uvurderligt, så fløj mine tanker hele tiden hen til billedet. Da kaffen var drukket op, stormede jeg tilbage til billede, med sommerfugle i maven. Og så købte jeg det - sgu!
Jeg er lykkelig over min beslutning - også selvom det fik nogle knops med på vejen fra Iran (glasset er smadret, så det skal jeg bare erstattet). 

fredag, august 22, 2014

uniform nr. 13

jakke topshop (gammel) bluse muji jeans weekday sko horzes taske a.p.c.

Jeg følte mig lidt french-chic i dag. Også selvom jeg egentlig bare skulle ud og købe tandpasta (og hindbærsnitter til eftermiddagskaffen). 

bloglovin' | instagram | facebook | tumblr

plusser #5


(Daniel Heidkamp) Jeg har helt glemt, hvor stimulerende det kan være at se på kunst. At bruge sin tid på at tænke på farvekombinationer og andre ting, som man tænker alt for sjældent på.


Billeder fra nuttede dyr.



Kys.


Efterårets farver (ikke efterårets blæs+regn kombination)


At gemme sig under dynen hele dagen og se Seinfeld.

At sove længe og dybt. Og i øvrigt at drømme tossede drømme.

bloglovin' | instagram | facebook | tumblr

tirsdag, august 19, 2014

musikalske minder

Noget fantastisk ved musik er de billeder, de også giver en. At komme i tanke om numre man skamlyttede til for år tilbage, er næsten det samme som åbne et gammelt fotoalbum - eller at finde sin gamle, efterladte MySpace profil. Minder om folk, begivenheder og følelser. Nogle sange har jeg helt særlige erindringer knyttet til, og her er nogle af dem.


Denne her sang mener jeg, at min søster introducerede mig for tilbage i 2006. Hun var lige kommet hjem fra et udvekslingsophold i Californien, og med sig bragte hun b.la. en masse amerikansk musik, som endnu ikke rigtig var kommet til Danmark. I hvert fald ikke inden for min 12-års radar. Sangen her var lidt en drøm for mig - en idé om kærlighed og hvordan det føltes. Jeg tænkte på, hvordan om der mon var nogle, der nogensinde ville føle, at det var den første dag af deres liv, når de mødte mig - eller det modsatte. At mit liv ville starte på ny, når jeg mødte min drømmefyr. Ja, massere af naive, børnetanker var der plads til.


Tilbage i 2005 så jeg Musikprogrammet for første gang, hvor disse unge purke var med. Jeg var selv omkring de 11-12 år, og havde netop besluttet mig for at sort, dødningehoveder, nittebælter og Convers All Star med 2 forskellige farver snørrebånd var vejen frem i livet. Dertil skulle der jo også følge noget musik, og jeg forelskede mig hovedkulds i de unge briter. Kærligheden eksisterer ikke rigtig længere, og selvom jeg har haft muligheden for at opleve dem live på Roskilde et par gange efterhånden, har jeg aldrig turde. Måske af frygt for at mit barndomsminde ville krakelere.


I 6. klasse hørte jeg ofte De Sorte Spejdere på vej hjem fra skole. Jeg boede cirka halvanden time væk fra min skole, så jeg havde massere af tid og slå ihjel. De introducerede SoKo, og min nye status som teenager var vild med den rabiate tekst, der var fyldt med passion og følelserne-ude-på-tøjet-hed. Som følsom teenager kunne jeg vidst sagtens relatere til vreden, da jeg ofte blev misundelig/jaloux, hvis ham jeg godt kunne lide, kunne lide en anden. Samtidig var min veninde Louise og jeg vild med hendes pigede tøjstil, og inden længe var mine nittebælter skiftet ud med babydoll-kjoler fra H&M Divided.


Mit første og egentlig eneste møde med CocoRosie var det her. Min veninde Emma, der klædte sig sjovt ud og tog billeder af sig selv (hun er faktisk stadig en rigtig god fotograf, selvom jeg nu kun følger med på facebook), var vild med dem (sådan husker jeg det i hvert fald). Jeg blev helt forelsket i, at man kunne lave musik uden en guitar - og så oven i købet med noget børnelegetøj. Jeg tror også, at det var her min egen drøm om at blive musiker begyndte, særligt opløftet af den guitarundervisning jeg var begyndt til samme år, 2006.


Vi var en gruppe piger fra klassen, der alle sammen spillede musik, der begyndte at hænge meget ud, og havde store banddrømme. De blev aldrig ført videre ud, end at vi en eftermiddag i Simones baghave tog bandbilleder, og synes vi var ret seje. Det var også i denne her tid, at jeg begyndte at høre lidt mere festlig musik som CSS. Der var smæk på, og det passede godt til en 7.-8. klasser som mig.


Jeg begyndte, at gå til sammenspil - måske fordi at den der banddrøm stadig lurerede, men at vi ikke var så gode til rent faktisk at eksekvere, os 4 piger. En af de første sange, som jeg foreslog at vi skulle spille, var Tegan and Sara med Back in Your Head. Jeg spillede på guitar, og husker den lykkefølelse af at det rent faktisk lød godt, at spille sammen med andre - at vi kunne finde ud af det. Selvom vi måske ikke var så gode endda.


Jeg har aldrig rigtig lyttet til Kings of Leon, kun ovenstående sang - og så selvfølgelig alle de hits der har plaget radiokanalerne. Min guitarlærer mente, at det var lige en sang for mig, at skulle spille. Det kunne han havde ret i, men så skete der hverken værre eller bedre, end at han også ville have mig til, at synge sangen mens jeg spillede. Jeg husker den klump i halsen, der opstod da han udtalte de ord, og den panik der bredte sig i min krop. Som en usikker teenagepiger, med ikke-så-god-selvtillid var det en grænse, jeg slet ikke havde lyst eller mod til at overskride. Det endte da også med, at jeg midt i 1. vers brød grædende sammen, og løb ud på toilettet, hvorefter min søde, tålmodige guitarlærer, Jonas, måtte trøste mig. Åh ja, at være 14 år.

(Jeg håber ikke, at det var alt for kedeligt læsestof, men jeg havde sådan lyst til at dele nogle oplevelser og minder med Jer). 

bloglovin' | instagram | facebook | tumblr

mandag, august 18, 2014

a.p.c. forbandelse

Fra A.P.C's hjemmeside

Lige siden jeg købte mit vidunder af min halvmåne taske  har jeg leget med tanke om at investere i endnu en klassisk ting fra det franske mærke. Den følelse jeg får, når jeg bruger min taske, kan ikke måle sig med noget andet jeg før hen har købt. Den er perfekt til hver en tid, og lugter langt væk af god kvalitet. Hvis man endelig skal bruge mange penge på noget som en taske, skal man virkelig også være glad for det - alt andet ville da være fråds i min optik. En blå skjorte ejer jeg ikke, og hvis jeg ikke tager meget fejl, ville den blive brugt ihærdigt af sådan en som mig. Jeg har længe haft en god, blå skjorte på min to-buy liste, men har endnu ikke fundet den helt rigtige. Men da jeg så denne her fra A.P.C. kunne jeg ikke dy mig for at tænke, at det måske, måske var den helt rigtige for mig. Det samme med en mørkeblå strikkjole, som jeg ville modtage med åbne arme - skulle tilfældet være ude - og varme mig i til vinter. Men ak ja, det er dyrt, og der skal overvejes rigtig godt - endnu mere når A.P.C. ikke engang længere forhandler i Danmark. Så er så stor en investering lidt af et sats! 

bloglovin' | instagram | facebook | tumblr

søndag, august 17, 2014

uniform nr. 12


t-shirt & other stories bukser købt på bazar i Iran cardigan comme des garcons taske a.p.c.

I dag mødtes jeg med søde Carla til et par drinks og en masse snak på Bevar's i ly for regnen. Mit tøj afspejlede i den grad, at det er søndag i dag - komfort frem for alt.

bloglovin' | instagram | facebook | tumblr