onsdag, april 16, 2014

poetisk påskeæg

1: Billede fra min instagram

Som et lille påskeæg til mig selv købte jeg i dag Theis Ørntofts nyeste digtsamling Digte 2014. Den udkom for en lille måned siden, hvor det har kriblet i mine fingrer efter at få fat i den. Jeg har lige åbnet den, men med mig og digte skal jeg lige tage tilløb. Jeg vil gerne have det hele med. Selvom jeg ved, at det er noget nær umuligt.
Hvorom alting er, glæder jeg mig til at opleve hans ord blive projekteret op i mit hoved. Jeg kan ikke lade være med at finde det lidt nostalgisk på den hyggelige måde, at jeg for 5 år siden dansede, til jeg havde ondt i fødderne, til hans sange, og nu... Nu sidder jeg mussestille, nærmest holder vejret, mens jeg læser hans ord. 

bloglovin' | instagram | facebook | tumblr

mandag, april 14, 2014

filmland #16: the grand budapest hotel af wes anderson


1: Still fra The Grand Budapest Hotel

Forventningerne var ikke overraskende tårnhøje, da jeg skulle ind og se Wes Anderson's nyeste udspil i Empire. Den har været længe ventet - i hvert fald hos mig. Så jeg satte mig godt til rette på mit sæde, og var klar til at suge alt til mig.
Filmen - der foregår i et krigsramt Europa i 1930'erne - handler om en concierge på et titelhotellet, Monsieur Gustave H. Han er omvejlet af det ældre, kvindelige klientel på hotellet, og særligt én af disse har et godt øje til ham. Desværre dør hun pludseligt ved mord, og Gustave tager sin lobbyboy, Zero, under sine vinger og med til hende - for at sige farvel en sidste gang. Det viser sig også, at Gustave har arvet et uvurderligt maleri, og dette sætter spekulationer i gang og skaber problemer for Gustave og Zero. Det lyder måske lidt kringlet på skrift, men historien er egentlig meget lige til i filmen. Og det lider den egentlig også lidt under.

Ikke overraskende er der en masse symmetriske skud, der er kælet for detaljerne, der er et behageligt farveunivers og et velvalgt cast. Budgettet er vokset på Anderson's film, så alle disse områder er der kun blevet skruet op for. Desværre kan historien ikke bærer alt den kælen-for-detaljen, som den bliver udsat for - det er plottet i min mening alt for svagt til. Det resultere i en lettere flad fornemmelse efter besøget i biografen.

Det var skam en fryd for øjet at overvære - ingen tvivl om det. Men med så sine historier som The Royal Tenenbaums og Moonrise Kingdom bag sig, havde jeg forventet en god del mere. Måske uhyggelig god symmetri og Jason Schwartzman ikke længere nok for mig. Måske har Wes Anderson rent faktisk gabt over for meget. Jeg ved det ikke helt. Jeg vil dog tilføje at dialogerne er ufattelig sjove, og i hvert fald følte mig underholdt på den front. Til gengæld blev jeg ikke rørt på samme måde, som jeg før har gjort i hans film, som jeg har ment har haft en perfekt balance mellem komik og tragiske skæbner.

3.5/5

bloglovin' | instagram | facebook

søndag, april 13, 2014

sandmanden @ det røde rum, skuespilhuset



1: Foto fra Det Kongelig Teaters hjemmeside

I går var jeg til præmiere på Sandmanden i Det Røde Rum. Det Røde Rum er Skuespilhusets mere eksperimenterende scene, og til trods fra mine relativt hyppige besøg i Det Kongelige Teater, så har jeg aldrig været til et stykke derinde før. Mine forventninger var dog høje, da jeg kun har hørt godt om Det Røde Rum. Og nøj - jeg blev så absolut ikke skuffet.
Sandmanden handler om Nathanael, en ung studerende, der bliver besat af Sandmanden - en eventyrsskikkelse lig Ole Lukøje. Men mindre hyggeligt. Sandmanden puster nemlig sand i øjnene på børn, der ikke vil sove. Øjnene triller blødende ud af hovedet på dem, og Sandmanden samler dem så. Nathanael mener at have mødt Sandmanden i levende live, da han var barn, og begynder at møde ham alle vegne han bevæger sig. Han bliver mere og mere indelukket i fantasien om Sandmanden, selvom hans forlovede, Clara, prøve at "kurere" ham.
Skuespillet var helt, helt fantastisk, ligesom scenografien. Sammen skabte de en uhyggelig, og uigennemskuelig stemning, der gav en gåsehud. Samtidig var der også plads til en masse humor, der fik en til at le højt. Nogle af teamerne eller problematikkerne i historien om man vil, stod mig dog lidt uklar, og jeg følte ikke helt, at jeg blev taget nok i hånden under hele forestillingen. Men det var ikke nok til at ødelægge mit helhedsindtryk af stykket. 
Jeg var underholdt i hele den halvanden time stykket tog, og følte efterfølgende, at jeg virkelig havde oplevet noget unikt. Det er sjældent, at jeg har lyst til at gå ind og se det samme stykke igen, men det har jeg virkelig med dette.

4.5/5

bloglovin' | instagram | facebook